Halthedsundersøgelse

Halthedsundersøgelse


Halthed er et symptom, som hesten udviser, når den har ondt. Det kan være i et eller flere ben – i nogle tilfælde kan smerterne også stamme fra ryggen eller bækkenet.

For at komme frem til den rigtige diagnose, er det vigtigt med en grundig undersøgelse. Derfor vil vi anbefale, at du tager din hest med på klinikken.

Den indledende undersøgelse vil dog ofte kunne udføres, hvor hesten står opstaldet. 


Den indledende del af halthedsundersøgelsen omfatter en samtale om hestens forhistorie - fx hvornår haltheden er opstået, evt. ændringer af træningsrutiner, o.l.

Herefter følger en klinisk undersøgelse af hesten, hvor den mærkes igennem for evt. hævelser og ømme områder.

 

Hesten vurderes herefter i bevægelse – først ved mønstring i skridt og trav på hård bund. Derefter longeres hesten – her er det også muligt at vurdere hesten i galop. Efterfølgende vil der typisk udføres bøjeprøver på et eller flere ben, hvilket yderligere kan hjælpe med at finde frem til området, der er årsag til haltheden.


For at kunne stille en diagnose, er det som regel  nødvendigt at lave yderligere undersøgelser i form af nerve- og ledblokader. På denne måde et det muligt at bedøve et område og hvis smerterne stammer fra netop dét område, vil haltheden forsvinde/mindskes. Det kan ofte være nødvendigt med flere blokader for at finde frem til det sted, hvor problemerne kommer fra.  Desuden kan der i nogle tilfælde være flere ben eller områder involveret, som er årsag til haltheden.